Sådan virker 2 inflationen


Del denne artikel med dine venner:

Nogle forestillinger om inflation, valuta og finansiering ... (2 / 3)

Læs 1-delen

Nøgleord: penge, omkostninger, Friedman, Keynes, Chicagos drenge, monetær rækkefølge, centralbank, ECB, styringsrente

1er point: Bekæmpe inflationen? Ja, men hvilken?

Vous êtes vous déjà intéressé à savoir comment la Banque centrale ou nos gouvernements interprétaient « l’inflation » et la mesuraient ?

Si l’inflation se définit normalement comme une hausse durable du niveau général de tous les prix ( c’est-à-dire des prix de tout ce qui s’échange -s’achète et se vend- dans une économie ), dans les faits, les chiffres d’inflation communiqués en boucle dans les médias correspondent en fait à la « hausse des prix à la consommation ». C’est ainsi que tous les prix de tous les produits échangés ne sont pas pris en compte. Sont ainsi soigneusement exclus des calculs les prix de ce l’on appelle fort à propos « l’investissement ».

Tænk på det: En forbrugsgode taber per definition værdi over tid (du vil nok få det billigere om et år, end når du købte det), mens en investering er pr. Definition (eller ved konvention?) skulle svare til det modsatte. Men hvorfor? Jeg svarer med en vittighed: For at nogle skal være rige, er det vigtigt, at andre er mindre rige eller endog dårligere (husk: rigdom er pr. Definition relativt).

Dem, der vil investere, vil være (i et system, der ikke øger lejere) rigere end dem, der kun forbruger! Hvad der skulle demonstreres.

Vous ne comprenez pas pourquoi les prix de l’immobilier flambent et que l’inflation officielle ne dépasse pas les fameux 2 %? Ne cherchez pas plus loin: le prix d’achat des logements ( neufs ou anciens ) n’est pas pris en compte dans l’inflation ! Normal, répondent les économistes, on considère que c’est de l’investissement! Or 55% des français sont « propriétaires » de leur logement ( en fait, souvent locataires de leur banquier qui leur a prêté l’argent! ). Du coup, et en douce, la part « Logement, eau, gaz, électricité » est réduite à la portion congrue dans le calcul de cette pseudo inflation.

Vil du vide, hvor høj det er taget i betragtning? Svaret er på INSEE-webstedet, klik her

Åh ja, hvis du brugte dit bolig, dit vand, din gas og din elektricitet, kombinerede det mere end 13,4% af dine samlede udgifter, så ... skal du begynde at lytte til tallene inflation givet i 20 timer. Og træk ikke særlig afgørende konklusioner om omfanget af din sidste stigning!

Dans le numéro 2879 de Juillet 2005 de la très sérieuse revue Problèmes économiques, un article publié à l’origine dans The Economist s’intitulait sobrement « La mesure de l’inflation reste controversée ». Controversée est un faible mot! On y apprenait qu’une étude avait été réalisée aux Etats-Unis par un économiste de la banque HSBC, en affectant à l’immobilier une pondération de 30% de l’indice global des prix à la consommation (à comparer avec nos maigres 13,4 %). Résultat, l’inflation sautait à plus de 5,5% par an, soit plus de… deux fois le niveau d’inflation officiel à destination des foules. Soit une très légère différence! Bien entendu, je laisse imaginer ce que serait le chiffre de l’inflation si l’on y intégrait en outre le prix de tous les actifs fianciers, en particulier celui des actions et des produits de la sphère financière…

Fordi denne restriktive fortolkning af inflationen (med en stor I), som udelukker alt, hvad der skal investeres (eller skulle være), er ikke uden konsekvenser. Med undtagelse af ejendomspriser, men også alle priser på finansielle aktiver (aktier, forskellige investeringer, finansielle produkter og ...) i en periode, hvor den økonomiske sfære er blevet dominerende, er det ikke et strå: det er en stråle ! Og selvfølgelig en strålebærer af den nuværende finansielle kapitalisme ... Med andre ord: det er (næsten) noget!

Hvad der minder om, ud over artiklen om økonomiske problemer citeret ovenfor:

« L’idée que les Banques Centrales devraient suivre l’évolution du prix des actifs ne date pas d’aujourd’hui. Dans un ouvrage intitulé « Le pouvoir d’achat de la monnaie », l’économiste américain Irving Fischer faisait valoir en…1911 que les responsables de la politique monétaire devraient arrêter un indice des prix basé sur un large panier de biens et services qui comprendraient également les valeurs financières et les biens immobiliers ».

Således 95 år efter 1911 opstår vi ikke spørgsmålet i særdeleshed, især ikke at tackle det. På grund af en sådan antagelse ønsker moderne kapitalisme stadig ikke mere, end der er næsten en århundrede. Den såkaldte kamp mod inflation forud for den nuværende (bevidste) foranstaltning er en reel fidus, der ikke tør sige sit navn.

Comme le précise ensuite l’article, l’idée d’établir un tel indice des prix supposerait implicitement de la part d’une Banque Centrale ( réellement indépendante, y compris des marchés financiers et des milieux « investisseurs » ) que la hausse des prix de ces actifs, en créant de l’inflation, pourrait être « préjudiciable ». Or, cette inflation là ne semble pas trop déranger certains, même ceux qui s’auto-proclament indépendants des marchés financiers. Mais le sont-ils vraiment, culturellement et personnellement ? La supposée indépendance des cabinets d’audits financiers, comme Arthur Andersen, n’a pas résisté longtemps aux copinages et aux intérêts croisés, entre autres dans l’affaire ENRON…

Ja, men nej ... Fordi der er inflation og inflation, min kære herre. At ejendommen klatrer til himlen eller at Jean-Pierre Gaillard er choked af glæde, fordi CAC 40 klatrede 25% i 2005, det er ikke inflation! Nå, ikke dårligt, nej det er godt, min gode herre. Det, der ikke euthaniserer annuitanterne, hvad, og med god grund: denne skaber leje!



Det dårlige er det, der ses af de lave mennesker, som får ham til at stønne og kræve lønforhøjelser for at opretholde sin købekraft. Denne er dårlig, vi fortæller dig. Ikke insistere, det er den måde det er, og det giver mening ...

Femtende punkt: Kontrol af pengemængden: Udsæt ikke for mange penge i økonomien, for inflationen er til enhver tid og overalt af monetær oprindelse.

Det er bestemt strange ting på områder, som er strenge og angiveligt så videnskabelige som økonomiske og monetære politikker. Tag eksempel på ECB. Lanceret officielt i 1998, havde det sat sig som mål (udover kontrollen med inflationen under 2% under de måleforhold, vi ved) en programmeret og fast udvikling af pengemængden, det vil sige mængden af ​​penge, der cirkulerer i euroområdet, ifølge Milton Friedmans forskrifter: at øge pengemængden med en konstant og forudsigelig værdi svarende til den målrettede inflation og den målrettede vækst. Det var således målet at vokse denne pengemængde (kaldet M3) med omkring 4,5% pr. År (2% inflation + 2% vækst + 0,5% korrigerende periode).

I 2005 tog han mig til at tage et kig (vi må bestemt have det, for alt dette er ikke meget publiceret eller meget forståeligt i starten, det er sandt) på dataene i dette område. Og gæt hvad vi opdager: i 2005 er pengemængden vokset i Europa med næsten 8%.

Isoleret tilfælde vil du fortælle mig? Det nej. Fordi siden starten, aldrig et år, jeg aldrig siger et år, har ECB ikke opfyldt sit mål 4,5%! Altid over, ikke bare lidt.

Résultat : par rapport à la progression théorique visée en 1998, ce sont environ 20% d’euros « en trop » qui ont été créés et mis en circulation, soit près de 1000 milliards d’euros sur une masse monétaire totale d’environ 6000 milliards.

Læs 3-delen

Læs mere

- Forfatterens hjemmeside
- Hvad er forbrugerprisindekset?
- Den Europæiske Centralbanks websted


kommentarer Facebook

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *